1) Dokumenter hvad der skete:
Sørg for at dokumentere ulykken/skaden. Det anbefales, at besøge skadestue eller egen læge hurtigst muligt og få fortalt præcist, hvad der skete, så ikke kun skader og gener bliver ført til journalen, men også årsagen.
Erstatningsmæssigt er det afgørende at blive tilset af en læge inden for 72 timer efter ulykken.
Dette skyldes, at muligheden for erstatning i høj grad afhænger af, om der kan dokumenteres en sammenhæng mellem de skader der ønskes erstatning for, og en given ulykke eller hændelse. De fleste vil tænke, at det jo er banalt, da en faldulykke, der medfører et brækket ben jo helt oplagt hænger sammen.
Men, der er mange sager, hvor sammenhængen ikke er så åbenlys. Det gælder særligt i de ganske mange sager, der omfatter meget store gener, som ikke kan måles og vejes. Disse sager omfatter piskesmældssager, sager med gener efter hjernerystelse, og en række psykiske gener.
Der er andre typer skader, hvor generne udvikler sig langsomt, selvom årsagen er en ulykke, og hvor det er afgørende hurtigt at blive tilset af læge.
Nogle af de sager, som ofte giver de største problemer, er rygskader -f.eks. prolapser og protusioner samt andre typer ryggener. Vi har mange henvendelser fra skadelidte, der var udsat for en forløftningstraume og mærkede en knæk eller stik i ryggen uden at smerterne efterfølgende dog var meget slemme. Smerterne bliver så værre og værre, men først efter en uge eller en måned er de slemme nok til, at du går til lægen, og der konstateres en diskusprolaps. I de fleste sager, vil lægebesøget være for sent, og det vil ikke være muligt at løfte bevisbyrden for sammenhængen mellem rygsmerterne og forløftningstraumet.
Hvis du har været udsat for en ulykke, og er usikker på, om der er tale om der er tale om ubetydelige skader eller noget der potentielt kan udvikle sig til mere omfattende gener, så er anbefalingen at søge læge for en sikkerheds skyld.